Henrik Ibsens skrifter

Allerede for længe siden skulde jeg have skrevet Dem til og takket for det tilsendte exemplar af ​«Tante Ulrikke». Men jeg har desværre en slem tilbøjelighed til i det længste at skyde ifra mig alt det brevskriveri, som ikke strængt taget hører ind under det forretningsmæssige.

I dag vil jeg dog gøre alvor af det og sender Dem herved foruden min tak tillige min bedste lykønskning i anledning af denne Deres så heldige første optræden på den dramatiske forfatterbane.

Jeg har med stor glæde og interesse læst Deres skuespil. Jeg har fundet overmåde meget godt i det, en utvilsom dramatisk begavelse,

Faksimile

og jeg synes derfor at det lover ualmindelig meget for fremtiden. På enkeltheder kan jeg ikke her skriftlig indlade mig; jeg henholder mig i så henseende til ​ ​ Irgens-Hansens anmeldelse, der forekommer mig at have truffet det rette eller som i al fald samstemmer med mit eget indtryk efter læsningen af stykket.

At ​dette ikke blev antaget ved Kristiania teater var ubetinget en fejl og en uretfærdighed. Men sent eller tidligt må det dog engang komme frem der.

Jeg hører at ​De skal overtage instruktørposten i Bergen. Stillingen vil De neppe finde ublandet behagelig; men den vil være en god erfaringsskole for Dem i Deres egenskab af dramatisk forfatter. Et nyttigt råd vil jeg ikke tilbageholde: lad ikke nogensomhelst af personalet komme Dem for tæt ind på livet i privat omgang.

Og så synes jeg ubetinget at De, forinden De tiltræder posten,

Faksimile

skulde søge at skaffe Dem ​et stipendium for at De i udlandet i nogle måneder kunde studere den praktiske iscenesætning. ​Et sådant stipendium blev jo ved en lignende anledning tilstået Johan Vibe.

Det sted, jeg i så fald vilde råde Dem at søge hen til, skulde være Hamburg. Her virker to fortrinlige direktører, herr Pollini ved ​Stadttheater og herr Maurice ved ​Thaliatheater. Begge kunde blive Dem ypperlige læremestre. De måtte overvære prøverne på nye stykker fra først til sidst, studere instruktionsmåden, gøre Dem bekendt med ​regibøgernes indretning og førelse, foruden meget andet, som det vilde være ønskeligt om De var godt inde i før De kommer til Bergen. –

Jeg benytter anledningen til at takke Dem og de andre gode venner for det velvillige sindelag, de lagde for dagen under ​teaterdemonstrationerne ivinter. Men jeg tror ikke at Kristiania teater vilde være synderlig hjulpet med et blot

Faksimile

og bart direktørskifte. Så længe ​den nuværende bygning bibeholdes vil ingen direktør kunne afhjælpe teatrets økonomiske elendighed. Jeg har beskæftiget mig adskilligt med ​teaterstatistikken, som i Tyskland har udviklet sig til en hel videnskab og det lar sig uimodsigeligt beregne og eftervise at ​et teater som Kristianias, uden offentligt tilskud, slet ikke kan bære sig. Kunsten lider også under de nuværende forholde. ​Scenen ligger for nær ind på publikum; derved fordærves spillet og den hele fulde illusion gøres umulig. På den lille, trange, lave scene ser jo vore robuste skuespillere ud som digre elefanter. Alt dette må først og fremst afhjælpes. Vi behøver en større teatersalon og en meget rummeligere scene. – Men indtil da en god, praktisk, belærende kritik! ​Irgens-Hansens artikel om spillet i «En skandale» er meget instruktiv. Gid han vilde vedblive at skrive således indtil det ikke længer behøves. Og gid dette snart måtte ske!